Der er noget grundlæggende skævt ved den måde, vi i Danmark (og store dele af Vesten) diskuterer børns adgang til spil, film og onlineindhold på. Pludselig er det ikke længere mor og far, der skal sige “Nej, det spil er ikke for dig, du er 12”, nu skal det være en lov, et digitalt ID, en scanner, en app, en database.

Det er som om, staten og diverse interesseorganisationer er blevet enige om, at vi som borgere ikke længere kan tage ansvar for vores egne børn. Vi skal åbenbart have et bureaukratisk sikkerhedsnet til at fange ethvert forældreansvar, der måtte glide igennem. Problemet er bare: Det sikkerhedsnet er lavet af kontrol, overvågning og datalagring.

PEGI 18 – en gammel nyhed

Lad os lige starte med det indlysende: GTA V har været PEGI 18 i Europa i over et årti. Det betyder, at det allerede er ulovligt at sælge til børn under 18 i fysisk butik med mindre en voksen køber det til dem. Så selvfølgelig bliver GTA VI også PEGI 18. Det er ikke nogen ny “beskyttelsesforanstaltning” det er status quo.

Alligevel bliver vi trukket igennem den samme trætte debat, hver gang et nyt GTA-spil nærmer sig udgivelse: “Voldelige skydespil gør børn aggressive” eller “GTA avler psykopater”. Det er en bekvem fortælling for politikere og moralvogtere, fordi den flytter ansvaret væk fra forældreopdragelse og over på spiludviklere. Men forskning har igen og igen vist, at sammenhængen mellem voldelige spil og voldelig adfærd er yderst svag, hvis den overhovedet findes.

Problemet ligger ikke i spillene, men i manglende rammer og tilsyn. Det er lettere at pege på en konsol end at indrømme, at forældre ikke altid følger med i, hvad deres børn spiller, ser eller oplever online.

Men i stedet for at håndhæve de regler, vi allerede har, vil man nu tilføje endnu et lag af kontrol: Digitalt ID. Du skal vise billed-ID for at købe et spil, både online og i butik. Ikke fordi reglerne er ændret, men fordi man åbenbart ikke stoler på, at mennesker kan finde ud af at efterleve dem.

Når staten vil være forælder

Og her rammer vi kernen: Staten forsøger at påtage sig rollen som digital forælder. Den vil ikke bare sætte rammerne, den vil også være den, der håndhæver, overvåger og bestemmer adgangskontrollen ned til det enkelte klik.

Men bør opdragelse, både offline og online ikke stadig være forældrenes ansvar? Hvis et barn bruger for mange timer foran en skærm, er løsningen ikke at bygge en landsdækkende “forbudsmur” med digitalt ID. Løsningen er, at forældrene træder i karakter. Det kræver ikke lovgivning, det kræver opmærksomhed, konsekvens og dialog.

Bureaukratiets våde drøm: Endnu en app

Vi drukner allerede i statslige apps, portaler og loginløsninger: MitID, e-Boks, Digital Post, Sundhedskort, Borger.dk og nu vil man så også have en statsgodkendt adgangsapp til at spille videospil eller se bestemte film online.

Hver gang et nyt problem opstår, er svaret det samme: “Vi laver bare en app til det.” Men en app kan ikke erstatte nærværende forældre, engagement eller grundlæggende opdragelse. Det eneste, den kan, er at registrere, overvåge og blokere. Og det er ikke en strategi det er symptombehandling på autopilot.

Virksomheder og spiludviklere som barnepiger

Og hvad så med virksomhederne? De bliver nu sat i en umulig situation: På den ene side bliver de bedt om at lave spil og tjenester, der er spændende, sjove og engagerende. På den anden side skal de agere moralpoliti, alderskontrollører og opdragelsesinstanser.

Og som om det ikke var nok, så er det kun et spørgsmål om tid, før endnu et “sikkerhedsbrud” betyder, at dit billed-ID – som du har været tvunget til at uploade – igen bliver kompromitteret, når udviklerens samarbejdspartner eller tredjepartsleverandør bliver hacket. For når først data er indsamlet, er det ikke et spørgsmål om om det lækkes – kun hvornår.

Er det virkelig rimeligt at forvente, at Rockstar Games skal tage stilling til, hvordan din 14-årige bruger deres spil? Eller at en dansk webshop skal scanne billed-ID, fordi forældre ikke kan eller vil sige nej?

Hvis vi accepterer den logik, så kan vi lige så godt forvente, at Netflix, Facebook og YouTube får adgang til vores pasoplysninger, før vi kan logge ind. Og hvorfor stoppe der? Måske skal vi scanne kørekortet, før vi kan købe slik, sukker er jo også “skadeligt for børn” i store mængder.

Når kontrol bliver normal

Problemet med digitalt ID og adgangskontrol er, at det sjældent rulles tilbage. Når først det er på plads, bliver det en ny norm. Så kan det bruges til alt muligt andet:

• Sociale medier med aldersverificering
• Online fora med identitetskrav
• Køb af visse bøger eller musik
• Begrænsning af “skadeligt indhold” hvem der så end definerer det

På papiret lyder det altid som en midlertidig løsning “for at beskytte børn” men i praksis bliver det bare endnu et værktøj til overvågning og kontrol.

Opdragelse er ikke et login

Vi bliver nødt til at sige det højt: Opdragelse er ikke noget, man kan outsource til staten, virksomhederne eller teknologien. Det er et ansvar, der ligger hos forældrene og det ansvar er lige så vigtigt i den digitale verden som i den fysiske.

Børn må gerne bruge elektronik. De må gerne spille, lære og udforske online. Men alt med måde. Det er forældrenes opgave at sætte rammerne, følge med, tale om indholdet og være til stede. Ikke at uddelegere ansvaret til et digitalt ID-system, der i bedste fald er en dårlig erstatning og i værste fald et overvågningsværktøj.

Så hvad gør vi?

Vi kunne starte med:

1. At håndhæve de regler, vi allerede har, i stedet for at opfinde nye bureaukratiske lag.
2. At give forældre værktøjer og viden til at forstå børns digitale liv ikke bare apps, men faktisk indsigt.
3. At acceptere, at teknologi ikke er problemet i sig selv, fravær af forældrerolle er.

Hvis vi som samfund fortsætter med at flytte ansvaret væk fra forældrene og over på staten og virksomhederne, så får vi en generation af børn, der er vokset op med kontrol som standard, og en generation af voksne, der har glemt, hvordan man selv tager ansvar.