Vi lever i en tid, hvor vores personlige data er blevet til den mest eftertragtede valuta på nettet. Ikke fordi vi har givet samtykke på en velovervejet måde, men fordi vi har klikket “ja tak” til tusindvis af aftaler, vi aldrig har læst, bare for at få lov til at bruge de tjenester, vi i dag betragter som nødvendige.

Google havde engang et motto: “Don’t be evil.” Det lød næsten uskyldigt. En rettesnor om, at selv når man bliver stor og magtfuld, kan man stadig vælge at handle etisk. Men det motto forsvandt stille og roligt ud af bagdøren, og i dag er det svært at forestille sig, at en virksomhed som Google overhovedet ville kunne leve efter det. For det er ikke “ondt” at samle milliarder af datapunkter om os, siger de. Det er bare “forretningsmodel”.

Fra værktøj til overvågning

Se på Microsofts seneste eksperimenter: AI, der optager alt, hvad du laver på skærmen. Ja, du læste rigtigt. Ikke bare de programmer, du åbner, men hver eneste bevægelse, klik og tast. Forklædt som “hjælp til produktivitet” sælger de os en digital kikkert, der peger direkte ind i vores hjem, og vi skal selv betale for den.

Når man først forstår, hvor invasivt det er, bliver man næsten fysisk utilpas. Forestil dig, at nogen sætter et kamera op i din stue og lover, at det “kun er for at hjælpe dig med at finde dine ting”. Ville du acceptere det? Nej, vel. Men vi klikker alligevel “accepter” på skærmen, for ellers får vi ikke adgang til den software, vi føler, vi er afhængige af.

16 milliarder kodeord lækket, og folk trækker bare på skuldrene

For nylig blev det rapporteret, at 16 milliarder kodeord er blevet lækket og cirkulerer frit på nettet. Tallet er så stort, at det næsten mister betydning, men det er netop pointen. Vores data er blevet så ligegyldige i big techs grådige univers, at læk af millioner af menneskers adgangskoder ikke længere er breaking news. Det er bare tirsdag.

Men for den enkelte betyder det, at kontoen til mailen, banken, eller måske hele den digitale identitet kan være på spil. Og vi burde råbe meget højere op.

Når staten også vil kigge med

Som om det ikke var nok med techgiganternes grådighed, er staten også begyndt at kræve adgang og kontrol i vores digitale liv. Med det nye forslag om digitalt ID og PEGI-18-verificering (som jeg skrev om her) ser vi en udvikling, hvor staten vil detailstyre, hvordan vi bruger internettet. Ikke kun i forhold til sikkerhed, men også i forhold til moral og opdragelse.

På papiret lyder det måske fornuftigt at beskytte børn mod voksent indhold. Men i praksis er det endnu en central database over dine handlinger, præferencer og identitet, som kan misbruges. Og historien viser os, at når først en sådan struktur er etableret, bliver den sjældent mindre, kun mere omfattende.

Vi er blevet godtroende, og det koster os dyrt

Jeg har skrevet om det før (“Vi er alt for godtroende og det koster os dyrt på nettet”): vi stoler alt for meget på, at andre passer på vores data. Men sandheden er, at ingen passer bedre på dine oplysninger end dig selv. Og hvis du ikke tager dit privatliv alvorligt, kan du være sikker på, at hverken big tech eller staten gør det for dig.

Privatliv burde være en menneskeret

Det burde være en selvfølge, at man kan bruge en computer uden at føle, at et eller andet techselskab eller statsligt system sidder på en kigger i stuen. At privatliv ikke er en “feature”, du kan tilkøbe i et abonnement, men en grundlæggende menneskeret.

Alligevel er vi havnet i en situation, hvor vi hele tiden er nødt til at forsvare retten til ikke at blive sporet, overvåget og solgt videre som datapakker på et annoncebørsmarked.

Windows 11 og e-affaldsbomben

Når Windows 10 går på pension i 2025, kan vi stå overfor den største bølge af e-affald nogensinde. Kravet om TPM 2.0 betyder, at op mod 240 millioner computere risikerer at ryge på lossepladsen – selvom de stadig fungerer fint.

Ja, TPM 2.0 giver nogle sikkerhedsfordele (BitLocker, målt opstart, hardware-nøgler), men det er ikke ufejlbarligt. De samme beskyttelser kan i mange tilfælde opnås med kryptering, Secure Boot og regelmæssige opdateringer. Gevinsten virker minimal i forhold til den miljømæssige pris.

Heldigvis findes der et alternativ: Linux.
Det kræver ikke TPM 2.0, det får langtidssikrede opdateringer, og det kan give din gamle PC mange ekstra leveår.

Sikkerhed betyder noget, men det gør bæredygtighed også. At tvinge millioner af brugbare computere i skraldespanden er ikke fremskridt – det er spild.

👉 Og netop derfor er jeg en gang om måneden på Kjellerup Bibliotek, hvor du kan tage din gamle bærbar med og få installeret Linux på den – helt gratis.
Læs mere her: garbaek.it/kjellerup-bibliotek

Hvad kan vi gøre?

• Tag dine valg bevidst. Du er ikke tvunget til at bruge Windows, når alternativer som Linux giver dig kontrol og frihed (læs mere her).
• Slip ud af big techs sociale fangearme. Du behøver ikke Facebook, Instagram eller TikTok for at være social, der findes alternativer (som jeg har skrevet om her).
• Tag sikkerhed alvorligt. Det er ikke længere en mulighed, det er en nødvendighed (se hvorfor).

Vi kan ikke forvente, at techgiganterne pludselig finder tilbage til et motto om ikke at være onde. Men vi kan insistere på, at vores data, vores privatliv og vores digitale liv ikke er til salg. Læs endelig mere om Digital Beskyttelse af Privatlivets fred

Så længe vi bare klikker “accepter”, vil vi blive behandlet som produkter, ikke som mennesker. Og dét er den største ondskab af dem alle.